Status

“Du har en mild grad af Aspergers!“. Dette var ordene fra den psykiater, som jeg gik hos i løbet af sommermånederne.

Det har taget utallige læge- og psykologbesøg, før jeg er kommet frem til, hvad der “driller mig”.

Det forklarer hvorfor, jeg har haft svært ved nogle af følgende ting:

– Kommunikation, især de dybe lange samtaler
– Lege dengang jeg var et barn
– Socialt samvær – bliver simpelthen træt mentalt af det
– Koncentration – kan ikke koncentrere mig ret langt tid af gangen og slet ikke, hvis det ikke interesserer mig

Det har givet en stor ro indeni mig, synes jeg

Ret ofte sidder min hjerne fast

Ret ofte sidder min hjerne fast. Er nærmest bedøvet og først efter et voldsomt psykisk pres vågner den, min hjerne, op og bliver velformulerende, forstående og reflekterende.

Inden da er jeg nærmest mentalt væk. Jeg ligger ikke mærke til ret mange ting. Er meget fraværende. Kan ikke finde ud af at tænke over tingene. Sker nærmest automatisk uden at tænke over det.

Jeg har altid – så længe jeg kan huske tilbage i mit liv – haft det sådan. Været passiv, tilskuer og bare været det. Har synes, at alting har været så svært for mig. Har ikke kunne se løsningerne på ting, før jeg stod i lort til halsen eller før jeg blev påpeget mine fejl.
Eller som min tysklærer sagde det i gymnasiet – du kan godt sige ordene, men de kan ikke komme ud af din mund rigtigt. Det er sandt!

Det ER øv, at jeg har det sådan. Hvis min hjerne var 70-80% mere vågen, havde jeg haft det bedre med mig selv og omverdenen. Så havde jeg heller ikke ødelagt livet omkring mig med min opførsel og til tider indebrændt vrede.

Jeg har længe følt og gør det stadig, at jeg er intet værd. Ingen tror på mig. Ingen vil have mig. Alting er galt med mig… og alligevel tror NÆSTEN alle mennesker på mig. De ved, at jeg kan gøre det, men kan ikke helt forstå, hvorfor jeg ikke kan gøre det.

Jeg har bare så meget modstand mod at gøre tingene og kan ikke helt komme ud af.

Nu skal jeg i gang med en psykiater om nogle uger, men vil prøve at fremrykke en tid hurtigst muligt.

Vågn op!

Her er en række spørgsmål, som jeg vil stille mig selv om morgenen og om aftenen.

1. Hvordan har jeg det i dag?
2. Hvad fylder for mig negativt?
3. Hvad finder jeg positivt i dag, i morgen etc.?
4. Hvad har jeg lyst til at lave i dag?
5. Hvad har jeg lyst til at sige, som jeg går og tænker på?
6. Hvad er jeg utilfreds med og vil/hvordan lave om på det?
7. Hvad kan jeg gøre for at lave ting sammen med andre?
8. Hvordan føler jeg det indeni efter alle overstående spørgsmål?

Kaster min krop ud i luften

Kaster min krop ud i luften
Mærker sommerfuglene i maven
Suset i mellemgulvet og følelsen af vægtløshed

Nedfaldsaccelerationen stiger sekund for sekund
Mine øjner nyder naturen i faldet
Smilet vokser på min mund

Skulderne spænder op
To pukler presser sig ud
Former sig som et bjergs top

Retter mit hoved op majestætisk
Huden flænses i to dybe parallelle sår
Parret har ventet flere år

Stopper faldet mod jorden
Mærker kontrollen over vægtløsheden
Falder ikke men svæver 

 

At plukke mælkebøtteblade

Har vi ikke allesammen engang plukket mælkebøtteblade?

En tysk forfatter, Günter Grass, skrev engang en bog med titlen Når løget skrælles. Denne bog var en del af selvbiografisk trilogi om Günter Grass’ liv.

Jeg har en del gange tænkt på at skrive en bog med titlen At plukke mælkebøtteblade. Bogen skulle være en hudløs ærlig fortælling om mit liv og mine tanker, set fra mit perspektiv. Bogen skulle starte som en mælkebøtte med alle bladene intakt og efterhånden som læseren ville komme tættere på mig, vil mælkebøttebladene efterhånden blive plukket af. Til sidst vil den nøgne mælkebøtte komme frem og imellemtiden vil læseren være kommet tættere på mig som individ.

Der er så evigt meget i mit liv, jeg gerne vil skrive om. Bare skriv. Fx skrive om ting jeg har gjort, har gjort og har lyst til. Aner du fx, at jeg har ret ofte drømt om ting, der sker i fremtiden? At jeg kan gennemskue komplekse IT-udfordringer uden at kunne forklare, hvordan jeg har fundet frem til løsningen?

Der er så meget, jeg vil skrive om…

Mental tomhed

Klokken er 02:26 og er hjemme hos mig selv. Har taget en taxa hjem fra min kæreste. Endnu en af de nætter, hvor jeg ikke kan falde til ro. Jeg forlod en kæreste – efter aftale med hende – som var grædende. Hun var ked af det på mine vegne. Det er rart at føle.

Jeg har mental tomhed. Føler intet. Mærker intet. Kunne først føle mig selv, da min kæreste græd og vi holdte om hinanden. Mærkede ikke tidligere i dag, at der var koldt udenfor.

Jeg er skide træt af at ende i denne situation. En kæreste, hvis nattesøvn der bliver forstyrret. Mig selv, der skal kæmpe for at føle træthed og lysten til at sove. Mig selv, der vil snakke midt om natten om alt det, der fylder i hovedet.

Hvorfor kan jeg ikke falde til ro? Hvorfor kan jeg ikke mærke, hvad jeg vil og hvor jeg er? Det kan godt være, at jeg har et arbejde, en kæreste og har det godt økonomisk… men jeg har det ikke godt – mental tomhed.

I bund og grund er jeg ensom. Jeg har min kæreste og psykologen at snakke med, men derudover har jeg ikke andre! Vennerne er ikke venner mere… hvorfor aner jeg ikke! Min familie har jeg svært ved at blive tætte med. Synes, at der er for meget negativitet at hente der.

Jeg har snakket med så mange på nettet, og I vil gerne være kontakter/”venner” på Facebook, men når det kommer til stykket, er I ikke interesseret I at holde kontakten. I forsvinder pludseligt i samtaler, og det er jeg egentligt pissetræt af. Det kræver så meget for mig at tro på andre mennesker, idet jeg har haft en hård barndom, hvor jeg er blevet røvrendt så mange gange af de mennesker, som jeg stolede på.

Jeg har et stort behov for at have venskab, socialt omgang med andre ligesom alle andre mennesker. Jeg har sgu ikke valgt at være ensom.

Jeg indeholder så mange gode “gaver”, men det er svært at komme til udtryk med dem, når jeg har ingen at dele det med. Er så ensom i weekenderne… og er frygtelig ensom i relationen med familien. Når vi ses, er jeg der bare, men der bliver talt henover hovedet på mig.

Prøv at være bange for at komme ud. At se andre mennesker og få øjenkontakt med dem. Prøv at forestille hvordan det er at føle sig “anderledes”, fordi jeg har angst for at være sammen med andre derude i den store verden.

Klokken er 02:43 og nu vil jeg prøve at sove…. prøve at få ro.

Træffe beslutninger og tankemylder

Hvilken vej skal man gå?

På et eller andet tidspunkt i livet kommer vi til et tidspunkt, hvor vi føler, at vi skal træffe et valg om at komme videre. Komme videre fordi man føler, at man sidder fast i livet.
Sidder så meget fast, at man ikke tænker over tilværelsen. Sidder fast i en “osteklokke”. Dag ind og dag ud. Tænker ikke over nærmeste relationer. Familie, venner, kollegaer på arbejdet føles langt væk, selvom de kan være tæt på i fysisk form.
Jeg vil gerne videre, fordi jeg føler mig ramt på mit følsomme legeme. Så ramt, at det gør ondt i maven og gør mig presset.
Føler ikke altid den store forståelse fra omgivelserne, men igen, hvis man holder igen med, hvordan man har det, får ingen i omgivelserne noget at vide. Noget at vide om ens nuværende tilstand. Jeg føler mig tom og afsondret fra virkeligheden. Burde møde nye mennesker. Jeg vil gerne møde nye mennesker, men får det ikke gjort. Kommer ikke videre.
Måske er det også noget, at jeg bilder mig ind. Altså med, at jeg ikke er noget værd, og der er ingen grund til at være tilstede psykisk. Jeg skal være tilstede psykisk. Der er ingen grund til at sidde fast i tidligere tiders psykiske tilstand.
Jeg går ikke længere på den fordømte Folkeskole, hvor jeg ikke var tryg. Alligevel føler jeg, at den sidder fast i mig. Den fordømte Folkeskole, hvor der skete følgende ting (der er sikkert flere fortrængte minder – der kommer frem i store blokke. Husk så mange detaljer):

• Hensynsløs mobning
  • Lå nede på gulvet. Grædende. Var blevet sparket flere gange af mine klassekammerater. Ingen stoppede det. Lå grædende på gulvet. Fik absolut ingen hjælp af læreren, da han kom ind i klassen
  • Endte i konflikter ud af den blå luft
  • Blev slået i gulvet af en klassekammerat. Fordi jeg var sur over, at han havde spidset en af mine blyanter helt lille. Fik en større bule i panden. Ingen konsekvenser for klassekammeraten. Jeg fik skæld ud…
  • Tøj blev stjålet imens jeg var til idræt. Ingen lærere brød ind
  • Ingen ville sidde ved siden af mig
  • Der blev gjort nar af min kropsholdning og mine tænder. Det med kropsholdningen har sat så dybde spor i min sjæl. Store ar. Så store ar, at de stadig sidder fast i min bevidsthed som en ting, der sårer mig. Selv i dag har jeg ingen modsvar, når folk gør grin med det
  • Nogle ord kunne jeg og kan jeg stadig ikke udtale. Det sidder stadig som en ting i mig, der sårer mig. Føler ingen forståelse for det
  • Blive mobbet både i Folkeskolen og på efterskolen. Af så mange mennesker på een gang. Bevares, at der var folk, der støttede mig på efterskolen, men det var stadig utryg på efterskolen
  • Manglende ro gjorde mig usikker, angst og anspændt
  • Var så utryg ved det hele, at jeg har praktisk talt ikke lært ret meget siden engang i 2. – 3. klasse. Aner ikke simple ting fra matematik, engelsk og andre grundlæggende fag
  • Skulle forsvare overfor andre mennesker, hvordan søskende opførte sig – hvorfor? Uden tvivl for at ramme mig

Jeg bor ikke længere hjemme hos mine forældre, hvor der var så meget utryghed i store perioder. Alligevel sidder hændelser fra dengang fast i mig. Så tydelig, at jeg kan huske mange detajler.

• Rodet barndom
  • Fik sjældent den støtte jeg ønskede. Hvis der var konflikter, måtte jeg selv sørge for det – how?
  • Min morfar fik lov til at være nedladende overfor mig. Var vidne til, at han slog min storebror. Blev tvunget til at holde ferie derude, selvom jeg ikke gad det
  • Blev truet med børnehjem, hvis jeg ikke snart opførte mig ordentligt
  • Måtte leve i frygt overfor min storebrors fremadtruende voldsomme adfærd. Engang tæskede han en af mine venner. En anden gang tæskede han andre venner fra gaden
    Følte, at jeg fik det på mig. Han kaldte en af mine venner for fede dyr og bad ham om at skride hjem. Måtte undskylde overfor hans mor, at han var sådan. Igen måtte jeg forsvare noget, som ikke var min skyld
    Var så ofte uro og larm med vold. Engang tog jeg konfrontationen med min storebror i bilen med mine forældre på den lokale Fakta’ parkeringsplads, så han blev sur og ville tæske mig. Min lillebror sad imellem og blev en del af det
  • Tegneserie og lignende blev smidt ud, fordi jeg ikke ryddede det op. Så hårdt at miste noget som man nød at bruge tid på
  • Fik skæld ud, fordi jeg ikke gad at spise røret laks en familieaften med forældre, søskende, morfar og onkel. Fik skældt ud af min mor og morfar over det. Fik at vide, at jeg var underlig, fordi jeg ikke vil spise det
  • Blev utryg af mine forældre, der skændtes. En nat vågnede jeg ved, at min far var ved at forlade huset. Han gad ikke min mor mere. Fik så ondt i maven over det

Status

Enten i hverdagstanker eller i drømme dukker fortiden frem
I hverdagstanker har der været bestemt hændelser, der er dukket frem igen og igen. Nogle af disse hændelser har jeg fået bearbejdet igennem samtalerne ved psykologen. Meget rart endelig at kunne få sat nogle af disse hændelser på plads. Fået et andet syn på de situationer, der har præget mine hverdagstanker. Det har frigjort mig som individ. Fået mere lyst til livet, mere overskud og mere åben overfor andre mennesker. Mister mere og mere mistro til andre mennesker. Denne mistro stammer fra mobning igennem Folkeskolen. Mobningen hændte i mange år. Hvis jeg forsøgte at gå til nogle voksne (forældre, venner eller ansatte på skolen) fik jeg ikke megen hjælp. Mobningen stoppede ikke af den grund. Den eneste gang, hvor jeg fik hjælp mod mobning var af min storebror, der tog fat i en af dem, der mobbede mig. Jeg husker, at jeg fik skæld ud af min klasselærer i 2. klasse, fordi jeg havde gået denne vej for at stoppe mobningen. Fair nok at få skæld ud, men mindre fair at lade mig sidde grædende i klasselokalet og på den måde vise sårbarhed overfor andre. Mistroen har også gjort, at jeg har svært ved at stole på andre mennesker – har nemt ved at se sort på tingene – og har haft en følelse af, at jeg skulle holde øje med andre mennesker, så de ikke mobbede mig.

Drømmeverdenen er ikke noget, jeg har besøgt i længere tid/i mange år. Min søvn har simpelthen ikke været dyb nok eller været så forstyrret, at jeg ikke kunne falde i en dyb søvn. Jeg tager for tiden dette produkt, Vitacare Baldrian & Humle, og det giver en vis ro, så jeg kan falde i søvn.
Jeg er begyndt at have dybe drømme igen. Drømme hvor jeg får sat ting på plads. Ting, der har pint mig meget i hverdagen, fordi jeg simpelthen ikke har været muligt for mig at få sat ting på plads – især pga af afstand og afbrudte relationer. Drømmene har virket realistiske og der har været en fornuftig dialog i drømme med de mennesker, hvor jeg har haft en uafsluttet relation.

 

Venskab

Venskab er for mig et fællesskab mellem to mennesker. Et fællesskab, hvori man som venner dyrker sociale ting, fx. biograftur, en hyggelig aften med bajere og fodbold på TV’et. I et venskab deles også med hinanden, hvad man går og bøvler med.
Men hvis man har ingen venskaber, har man ikke rigtig nogen at være dele ting med.

Jeg bliver indebrændt, når jeg har ingen venner at dele ting med. Bevares, at jeg altid har haft min familie, men det er ikke alt, hvad jeg ønsker at dele med dem. Det er heller ikke min familie, at jeg ønsker at drikke bajere med og andre ting.

Jeg har prøvet så mange gange at få sat noget i gang med dem, som jeg regnede med er/var mine venner. Vi kan aftale nogle datoer og så prøver de at vende tilbage. Jeg venter og venter. De vender ikke tilbage.
Øh, så kan jeg sidde alene og tænke mit. Jeg har ikke gjort noget forkert, så jeg forstår ikke helt, hvad der sker.

Jeg har i mange år haft perioder, hvor jeg har siddet alene weekender efter weekender. Det er psykisk hårdt i længden.

Jeg har fornyligt grædt over det. Det skete efter, at jeg havde haft besøg af min kæreste i 1½ uges tid og havde mærket hvor dejligt, at jeg havde en omkring mig. Det “triggede” et eller andet dybt indeni mig. Glæden over at have en så tæt ved mig i så lang tid, men også det faktum, at jeg har tendenser til at få det skidt over at være alene.

Men alt er ikke helt skidt for mig. Jeg begyndte tidligere på året til Bodypump og føler mig godt tilpas der. Jeg snakker engang imellem med de andre på holdet, så jeg får et socialt input den vej, og det er sgu rart for mig. Jeg træner også lidt i et lille lokalt Fitness-center og der har jeg også lidt small-talk med nogle af dem, der træner på stedet. Det er også et godt socialt input for mig. Det gør mig glad og mere åben.

Frakoblet fra kroppen

Føle sig værende mentalt frakoblet kroppen.
Jeg har følelsen af nogle gange, at jeg har mistet kontakten til min krop. Altså jeg er frakoblet min egen krop.
Eksempler på, at jeg har mistet kontakten til min egen krop:
– Kan ikke mærke gulvet/gulvtæppet
– Kan ikke føle smerte, varme, kulde, slag etc.
– Kan ikke mærke en andens krop, fx ved fysiske berøringer med hånd, et kys eller et kram
– Kan ikke mærke, at tøjet sidder forkert
Det er sgu en underlig situation at være i, når det sker. Når jeg er i situationen ved jeg godt, at det sker.

Emotionelle konsekvenser ved at være mentalt frakoblet kroppen
Jeg bliver forvirret/stresset af det. Jeg får følelsen af at blive såret af mig selv, fordi jeg føler det som et nederlag. Et nederlag, fordi jeg får følelsen af, at jeg kan ikke de samme simple ting som andre individer.
Individer i mit nærvær kan fornemme og se, at der er et eller andet i mig, der er i ubalance.

Kan det bekæmpes?
På nuværende tidspunkt aner jeg ikke om det kan lade sig gøre. Ikke fordi, at jeg har mistet troen på, det kan bekæmpes, men mere fordi, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal gribe bekæmpelsen af denne tilstand.