Træffe beslutninger og tankemylder

Hvilken vej skal man gå?

På et eller andet tidspunkt i livet kommer vi til et tidspunkt, hvor vi føler, at vi skal træffe et valg om at komme videre. Komme videre fordi man føler, at man sidder fast i livet.
Sidder så meget fast, at man ikke tænker over tilværelsen. Sidder fast i en “osteklokke”. Dag ind og dag ud. Tænker ikke over nærmeste relationer. Familie, venner, kollegaer på arbejdet føles langt væk, selvom de kan være tæt på i fysisk form.
Jeg vil gerne videre, fordi jeg føler mig ramt på mit følsomme legeme. Så ramt, at det gør ondt i maven og gør mig presset.
Føler ikke altid den store forståelse fra omgivelserne, men igen, hvis man holder igen med, hvordan man har det, får ingen i omgivelserne noget at vide. Noget at vide om ens nuværende tilstand. Jeg føler mig tom og afsondret fra virkeligheden. Burde møde nye mennesker. Jeg vil gerne møde nye mennesker, men får det ikke gjort. Kommer ikke videre.
Måske er det også noget, at jeg bilder mig ind. Altså med, at jeg ikke er noget værd, og der er ingen grund til at være tilstede psykisk. Jeg skal være tilstede psykisk. Der er ingen grund til at sidde fast i tidligere tiders psykiske tilstand.
Jeg går ikke længere på den fordømte Folkeskole, hvor jeg ikke var tryg. Alligevel føler jeg, at den sidder fast i mig. Den fordømte Folkeskole, hvor der skete følgende ting (der er sikkert flere fortrængte minder – der kommer frem i store blokke. Husk så mange detaljer):

• Hensynsløs mobning
  • Lå nede på gulvet. Grædende. Var blevet sparket flere gange af mine klassekammerater. Ingen stoppede det. Lå grædende på gulvet. Fik absolut ingen hjælp af læreren, da han kom ind i klassen
  • Endte i konflikter ud af den blå luft
  • Blev slået i gulvet af en klassekammerat. Fordi jeg var sur over, at han havde spidset en af mine blyanter helt lille. Fik en større bule i panden. Ingen konsekvenser for klassekammeraten. Jeg fik skæld ud…
  • Tøj blev stjålet imens jeg var til idræt. Ingen lærere brød ind
  • Ingen ville sidde ved siden af mig
  • Der blev gjort nar af min kropsholdning og mine tænder. Det med kropsholdningen har sat så dybde spor i min sjæl. Store ar. Så store ar, at de stadig sidder fast i min bevidsthed som en ting, der sårer mig. Selv i dag har jeg ingen modsvar, når folk gør grin med det
  • Nogle ord kunne jeg og kan jeg stadig ikke udtale. Det sidder stadig som en ting i mig, der sårer mig. Føler ingen forståelse for det
  • Blive mobbet både i Folkeskolen og på efterskolen. Af så mange mennesker på een gang. Bevares, at der var folk, der støttede mig på efterskolen, men det var stadig utryg på efterskolen
  • Manglende ro gjorde mig usikker, angst og anspændt
  • Var så utryg ved det hele, at jeg har praktisk talt ikke lært ret meget siden engang i 2. – 3. klasse. Aner ikke simple ting fra matematik, engelsk og andre grundlæggende fag
  • Skulle forsvare overfor andre mennesker, hvordan søskende opførte sig – hvorfor? Uden tvivl for at ramme mig

Jeg bor ikke længere hjemme hos mine forældre, hvor der var så meget utryghed i store perioder. Alligevel sidder hændelser fra dengang fast i mig. Så tydelig, at jeg kan huske mange detajler.

• Rodet barndom
  • Fik sjældent den støtte jeg ønskede. Hvis der var konflikter, måtte jeg selv sørge for det – how?
  • Min morfar fik lov til at være nedladende overfor mig. Var vidne til, at han slog min storebror. Blev tvunget til at holde ferie derude, selvom jeg ikke gad det
  • Blev truet med børnehjem, hvis jeg ikke snart opførte mig ordentligt
  • Måtte leve i frygt overfor min storebrors fremadtruende voldsomme adfærd. Engang tæskede han en af mine venner. En anden gang tæskede han andre venner fra gaden
    Følte, at jeg fik det på mig. Han kaldte en af mine venner for fede dyr og bad ham om at skride hjem. Måtte undskylde overfor hans mor, at han var sådan. Igen måtte jeg forsvare noget, som ikke var min skyld
    Var så ofte uro og larm med vold. Engang tog jeg konfrontationen med min storebror i bilen med mine forældre på den lokale Fakta’ parkeringsplads, så han blev sur og ville tæske mig. Min lillebror sad imellem og blev en del af det
  • Tegneserie og lignende blev smidt ud, fordi jeg ikke ryddede det op. Så hårdt at miste noget som man nød at bruge tid på
  • Fik skæld ud, fordi jeg ikke gad at spise røret laks en familieaften med forældre, søskende, morfar og onkel. Fik skældt ud af min mor og morfar over det. Fik at vide, at jeg var underlig, fordi jeg ikke vil spise det
  • Blev utryg af mine forældre, der skændtes. En nat vågnede jeg ved, at min far var ved at forlade huset. Han gad ikke min mor mere. Fik så ondt i maven over det

Status

Enten i hverdagstanker eller i drømme dukker fortiden frem
I hverdagstanker har der været bestemt hændelser, der er dukket frem igen og igen. Nogle af disse hændelser har jeg fået bearbejdet igennem samtalerne ved psykologen. Meget rart endelig at kunne få sat nogle af disse hændelser på plads. Fået et andet syn på de situationer, der har præget mine hverdagstanker. Det har frigjort mig som individ. Fået mere lyst til livet, mere overskud og mere åben overfor andre mennesker. Mister mere og mere mistro til andre mennesker. Denne mistro stammer fra mobning igennem Folkeskolen. Mobningen hændte i mange år. Hvis jeg forsøgte at gå til nogle voksne (forældre, venner eller ansatte på skolen) fik jeg ikke megen hjælp. Mobningen stoppede ikke af den grund. Den eneste gang, hvor jeg fik hjælp mod mobning var af min storebror, der tog fat i en af dem, der mobbede mig. Jeg husker, at jeg fik skæld ud af min klasselærer i 2. klasse, fordi jeg havde gået denne vej for at stoppe mobningen. Fair nok at få skæld ud, men mindre fair at lade mig sidde grædende i klasselokalet og på den måde vise sårbarhed overfor andre. Mistroen har også gjort, at jeg har svært ved at stole på andre mennesker – har nemt ved at se sort på tingene – og har haft en følelse af, at jeg skulle holde øje med andre mennesker, så de ikke mobbede mig.

Drømmeverdenen er ikke noget, jeg har besøgt i længere tid/i mange år. Min søvn har simpelthen ikke været dyb nok eller været så forstyrret, at jeg ikke kunne falde i en dyb søvn. Jeg tager for tiden dette produkt, Vitacare Baldrian & Humle, og det giver en vis ro, så jeg kan falde i søvn.
Jeg er begyndt at have dybe drømme igen. Drømme hvor jeg får sat ting på plads. Ting, der har pint mig meget i hverdagen, fordi jeg simpelthen ikke har været muligt for mig at få sat ting på plads – især pga af afstand og afbrudte relationer. Drømmene har virket realistiske og der har været en fornuftig dialog i drømme med de mennesker, hvor jeg har haft en uafsluttet relation.