Venskab

Venskab er for mig et fællesskab mellem to mennesker. Et fællesskab, hvori man som venner dyrker sociale ting, fx. biograftur, en hyggelig aften med bajere og fodbold på TV’et. I et venskab deles også med hinanden, hvad man går og bøvler med.
Men hvis man har ingen venskaber, har man ikke rigtig nogen at være dele ting med.

Jeg bliver indebrændt, når jeg har ingen venner at dele ting med. Bevares, at jeg altid har haft min familie, men det er ikke alt, hvad jeg ønsker at dele med dem. Det er heller ikke min familie, at jeg ønsker at drikke bajere med og andre ting.

Jeg har prøvet så mange gange at få sat noget i gang med dem, som jeg regnede med er/var mine venner. Vi kan aftale nogle datoer og så prøver de at vende tilbage. Jeg venter og venter. De vender ikke tilbage.
Øh, så kan jeg sidde alene og tænke mit. Jeg har ikke gjort noget forkert, så jeg forstår ikke helt, hvad der sker.

Jeg har i mange år haft perioder, hvor jeg har siddet alene weekender efter weekender. Det er psykisk hårdt i længden.

Jeg har fornyligt grædt over det. Det skete efter, at jeg havde haft besøg af min kæreste i 1½ uges tid og havde mærket hvor dejligt, at jeg havde en omkring mig. Det “triggede” et eller andet dybt indeni mig. Glæden over at have en så tæt ved mig i så lang tid, men også det faktum, at jeg har tendenser til at få det skidt over at være alene.

Men alt er ikke helt skidt for mig. Jeg begyndte tidligere på året til Bodypump og føler mig godt tilpas der. Jeg snakker engang imellem med de andre på holdet, så jeg får et socialt input den vej, og det er sgu rart for mig. Jeg træner også lidt i et lille lokalt Fitness-center og der har jeg også lidt small-talk med nogle af dem, der træner på stedet. Det er også et godt socialt input for mig. Det gør mig glad og mere åben.