Mental tomhed

Klokken er 02:26 og er hjemme hos mig selv. Har taget en taxa hjem fra min kæreste. Endnu en af de nætter, hvor jeg ikke kan falde til ro. Jeg forlod en kæreste – efter aftale med hende – som var grædende. Hun var ked af det på mine vegne. Det er rart at føle.

Jeg har mental tomhed. Føler intet. Mærker intet. Kunne først føle mig selv, da min kæreste græd og vi holdte om hinanden. Mærkede ikke tidligere i dag, at der var koldt udenfor.

Jeg er skide træt af at ende i denne situation. En kæreste, hvis nattesøvn der bliver forstyrret. Mig selv, der skal kæmpe for at føle træthed og lysten til at sove. Mig selv, der vil snakke midt om natten om alt det, der fylder i hovedet.

Hvorfor kan jeg ikke falde til ro? Hvorfor kan jeg ikke mærke, hvad jeg vil og hvor jeg er? Det kan godt være, at jeg har et arbejde, en kæreste og har det godt økonomisk… men jeg har det ikke godt – mental tomhed.

I bund og grund er jeg ensom. Jeg har min kæreste og psykologen at snakke med, men derudover har jeg ikke andre! Vennerne er ikke venner mere… hvorfor aner jeg ikke! Min familie har jeg svært ved at blive tætte med. Synes, at der er for meget negativitet at hente der.

Jeg har snakket med så mange på nettet, og I vil gerne være kontakter/”venner” på Facebook, men når det kommer til stykket, er I ikke interesseret I at holde kontakten. I forsvinder pludseligt i samtaler, og det er jeg egentligt pissetræt af. Det kræver så meget for mig at tro på andre mennesker, idet jeg har haft en hård barndom, hvor jeg er blevet røvrendt så mange gange af de mennesker, som jeg stolede på.

Jeg har et stort behov for at have venskab, socialt omgang med andre ligesom alle andre mennesker. Jeg har sgu ikke valgt at være ensom.

Jeg indeholder så mange gode “gaver”, men det er svært at komme til udtryk med dem, når jeg har ingen at dele det med. Er så ensom i weekenderne… og er frygtelig ensom i relationen med familien. Når vi ses, er jeg der bare, men der bliver talt henover hovedet på mig.

Prøv at være bange for at komme ud. At se andre mennesker og få øjenkontakt med dem. Prøv at forestille hvordan det er at føle sig “anderledes”, fordi jeg har angst for at være sammen med andre derude i den store verden.

Klokken er 02:43 og nu vil jeg prøve at sove…. prøve at få ro.

Venskab

black-and-white-picture-of-boys-running-in-a-field-by-Andrea-Brooke-Photography

Venskab er for mig et fællesskab mellem to mennesker. Et fællesskab, hvori man som venner dyrker sociale ting, fx. biograftur, en hyggelig aften med bajere og fodbold på TV’et. I et venskab deles også med hinanden, hvad man går og bøvler med.
Men hvis man har ingen venskaber, har man ikke rigtig nogen at være dele ting med.

Jeg bliver indebrændt, når jeg har ingen venner at dele ting med. Bevares, at jeg altid har haft min familie, men det er ikke alt, hvad jeg ønsker at dele med dem. Det er heller ikke min familie, at jeg ønsker at drikke bajere med og andre ting.

Jeg har prøvet så mange gange at få sat noget i gang med dem, som jeg regnede med er/var mine venner. Vi kan aftale nogle datoer og så prøver de at vende tilbage. Jeg venter og venter. De vender ikke tilbage.
Øh, så kan jeg sidde alene og tænke mit. Jeg har ikke gjort noget forkert, så jeg forstår ikke helt, hvad der sker.

Jeg har i mange år haft perioder, hvor jeg har siddet alene weekender efter weekender. Det er psykisk hårdt i længden.

Jeg har fornyligt grædt over det. Det skete efter, at jeg havde haft besøg af min kæreste i 1½ uges tid og havde mærket hvor dejligt, at jeg havde en omkring mig. Det “triggede” et eller andet dybt indeni mig. Glæden over at have en så tæt ved mig i så lang tid, men også det faktum, at jeg har tendenser til at få det skidt over at være alene.

Men alt er ikke helt skidt for mig. Jeg begyndte tidligere på året til Bodypump og føler mig godt tilpas der. Jeg snakker engang imellem med de andre på holdet, så jeg får et socialt input den vej, og det er sgu rart for mig. Jeg træner også lidt i et lille lokalt Fitness-center og der har jeg også lidt small-talk med nogle af dem, der træner på stedet. Det er også et godt socialt input for mig. Det gør mig glad og mere åben.