Ret ofte sidder min hjerne fast. Er nærmest bedøvet og først efter et voldsomt psykisk pres vågner den, min hjerne, op og bliver velformulerende, forstående og reflekterende.
Inden da er jeg nærmest mentalt væk. Jeg ligger ikke mærke til ret mange ting. Er meget fraværende. Kan ikke finde ud af at tænke over tingene. Sker nærmest automatisk uden at tænke over det.
Jeg har altid – så længe jeg kan huske tilbage i mit liv – haft det sådan. Været passiv, tilskuer og bare været det. Har synes, at alting har været så svært for mig. Har ikke kunne se løsningerne på ting, før jeg stod i lort til halsen eller før jeg blev påpeget mine fejl.
Eller som min tysklærer sagde det i gymnasiet – du kan godt sige ordene, men de kan ikke komme ud af din mund rigtigt. Det er sandt!
Det ER øv, at jeg har det sådan. Hvis min hjerne var 70-80% mere vågen, havde jeg haft det bedre med mig selv og omverdenen. Så havde jeg heller ikke ødelagt livet omkring mig med min opførsel og til tider indebrændt vrede.
Jeg har længe følt og gør det stadig, at jeg er intet værd. Ingen tror på mig. Ingen vil have mig. Alting er galt med mig… og alligevel tror NÆSTEN alle mennesker på mig. De ved, at jeg kan gøre det, men kan ikke helt forstå, hvorfor jeg ikke kan gøre det.
Jeg har bare så meget modstand mod at gøre tingene og kan ikke helt komme ud af.
Nu skal jeg i gang med en psykiater om nogle uger, men vil prøve at fremrykke en tid hurtigst muligt.
Den Forvirrede Mands Verden 