Mental tomhed

Klokken er 02:26 og er hjemme hos mig selv. Har taget en taxa hjem fra min kæreste. Endnu en af de nætter, hvor jeg ikke kan falde til ro. Jeg forlod en kæreste – efter aftale med hende – som var grædende. Hun var ked af det på mine vegne. Det er rart at føle.

Jeg har mental tomhed. Føler intet. Mærker intet. Kunne først føle mig selv, da min kæreste græd og vi holdte om hinanden. Mærkede ikke tidligere i dag, at der var koldt udenfor.

Jeg er skide træt af at ende i denne situation. En kæreste, hvis nattesøvn der bliver forstyrret. Mig selv, der skal kæmpe for at føle træthed og lysten til at sove. Mig selv, der vil snakke midt om natten om alt det, der fylder i hovedet.

Hvorfor kan jeg ikke falde til ro? Hvorfor kan jeg ikke mærke, hvad jeg vil og hvor jeg er? Det kan godt være, at jeg har et arbejde, en kæreste og har det godt økonomisk… men jeg har det ikke godt – mental tomhed.

I bund og grund er jeg ensom. Jeg har min kæreste og psykologen at snakke med, men derudover har jeg ikke andre! Vennerne er ikke venner mere… hvorfor aner jeg ikke! Min familie har jeg svært ved at blive tætte med. Synes, at der er for meget negativitet at hente der.

Jeg har snakket med så mange på nettet, og I vil gerne være kontakter/”venner” på Facebook, men når det kommer til stykket, er I ikke interesseret I at holde kontakten. I forsvinder pludseligt i samtaler, og det er jeg egentligt pissetræt af. Det kræver så meget for mig at tro på andre mennesker, idet jeg har haft en hård barndom, hvor jeg er blevet røvrendt så mange gange af de mennesker, som jeg stolede på.

Jeg har et stort behov for at have venskab, socialt omgang med andre ligesom alle andre mennesker. Jeg har sgu ikke valgt at være ensom.

Jeg indeholder så mange gode “gaver”, men det er svært at komme til udtryk med dem, når jeg har ingen at dele det med. Er så ensom i weekenderne… og er frygtelig ensom i relationen med familien. Når vi ses, er jeg der bare, men der bliver talt henover hovedet på mig.

Prøv at være bange for at komme ud. At se andre mennesker og få øjenkontakt med dem. Prøv at forestille hvordan det er at føle sig “anderledes”, fordi jeg har angst for at være sammen med andre derude i den store verden.

Klokken er 02:43 og nu vil jeg prøve at sove…. prøve at få ro.

Træffe beslutninger og tankemylder

Hvilken vej skal man gå?

På et eller andet tidspunkt i livet kommer vi til et tidspunkt, hvor vi føler, at vi skal træffe et valg om at komme videre. Komme videre fordi man føler, at man sidder fast i livet.
Sidder så meget fast, at man ikke tænker over tilværelsen. Sidder fast i en “osteklokke”. Dag ind og dag ud. Tænker ikke over nærmeste relationer. Familie, venner, kollegaer på arbejdet føles langt væk, selvom de kan være tæt på i fysisk form.
Jeg vil gerne videre, fordi jeg føler mig ramt på mit følsomme legeme. Så ramt, at det gør ondt i maven og gør mig presset.
Føler ikke altid den store forståelse fra omgivelserne, men igen, hvis man holder igen med, hvordan man har det, får ingen i omgivelserne noget at vide. Noget at vide om ens nuværende tilstand. Jeg føler mig tom og afsondret fra virkeligheden. Burde møde nye mennesker. Jeg vil gerne møde nye mennesker, men får det ikke gjort. Kommer ikke videre.
Måske er det også noget, at jeg bilder mig ind. Altså med, at jeg ikke er noget værd, og der er ingen grund til at være tilstede psykisk. Jeg skal være tilstede psykisk. Der er ingen grund til at sidde fast i tidligere tiders psykiske tilstand.
Jeg går ikke længere på den fordømte Folkeskole, hvor jeg ikke var tryg. Alligevel føler jeg, at den sidder fast i mig. Den fordømte Folkeskole, hvor der skete følgende ting (der er sikkert flere fortrængte minder – der kommer frem i store blokke. Husk så mange detaljer):

• Hensynsløs mobning
  • Lå nede på gulvet. Grædende. Var blevet sparket flere gange af mine klassekammerater. Ingen stoppede det. Lå grædende på gulvet. Fik absolut ingen hjælp af læreren, da han kom ind i klassen
  • Endte i konflikter ud af den blå luft
  • Blev slået i gulvet af en klassekammerat. Fordi jeg var sur over, at han havde spidset en af mine blyanter helt lille. Fik en større bule i panden. Ingen konsekvenser for klassekammeraten. Jeg fik skæld ud…
  • Tøj blev stjålet imens jeg var til idræt. Ingen lærere brød ind
  • Ingen ville sidde ved siden af mig
  • Der blev gjort nar af min kropsholdning og mine tænder. Det med kropsholdningen har sat så dybde spor i min sjæl. Store ar. Så store ar, at de stadig sidder fast i min bevidsthed som en ting, der sårer mig. Selv i dag har jeg ingen modsvar, når folk gør grin med det
  • Nogle ord kunne jeg og kan jeg stadig ikke udtale. Det sidder stadig som en ting i mig, der sårer mig. Føler ingen forståelse for det
  • Blive mobbet både i Folkeskolen og på efterskolen. Af så mange mennesker på een gang. Bevares, at der var folk, der støttede mig på efterskolen, men det var stadig utryg på efterskolen
  • Manglende ro gjorde mig usikker, angst og anspændt
  • Var så utryg ved det hele, at jeg har praktisk talt ikke lært ret meget siden engang i 2. – 3. klasse. Aner ikke simple ting fra matematik, engelsk og andre grundlæggende fag
  • Skulle forsvare overfor andre mennesker, hvordan søskende opførte sig – hvorfor? Uden tvivl for at ramme mig

Jeg bor ikke længere hjemme hos mine forældre, hvor der var så meget utryghed i store perioder. Alligevel sidder hændelser fra dengang fast i mig. Så tydelig, at jeg kan huske mange detajler.

• Rodet barndom
  • Fik sjældent den støtte jeg ønskede. Hvis der var konflikter, måtte jeg selv sørge for det – how?
  • Min morfar fik lov til at være nedladende overfor mig. Var vidne til, at han slog min storebror. Blev tvunget til at holde ferie derude, selvom jeg ikke gad det
  • Blev truet med børnehjem, hvis jeg ikke snart opførte mig ordentligt
  • Måtte leve i frygt overfor min storebrors fremadtruende voldsomme adfærd. Engang tæskede han en af mine venner. En anden gang tæskede han andre venner fra gaden
    Følte, at jeg fik det på mig. Han kaldte en af mine venner for fede dyr og bad ham om at skride hjem. Måtte undskylde overfor hans mor, at han var sådan. Igen måtte jeg forsvare noget, som ikke var min skyld
    Var så ofte uro og larm med vold. Engang tog jeg konfrontationen med min storebror i bilen med mine forældre på den lokale Fakta’ parkeringsplads, så han blev sur og ville tæske mig. Min lillebror sad imellem og blev en del af det
  • Tegneserie og lignende blev smidt ud, fordi jeg ikke ryddede det op. Så hårdt at miste noget som man nød at bruge tid på
  • Fik skæld ud, fordi jeg ikke gad at spise røret laks en familieaften med forældre, søskende, morfar og onkel. Fik skældt ud af min mor og morfar over det. Fik at vide, at jeg var underlig, fordi jeg ikke vil spise det
  • Blev utryg af mine forældre, der skændtes. En nat vågnede jeg ved, at min far var ved at forlade huset. Han gad ikke min mor mere. Fik så ondt i maven over det